10,3mio.kr. til grønlandske dokumentarer
Grønlands Filminstitut udlodder 10 millioner kroner til grønlandske dokumentarfilm
Grønlands Filminstitut kan med stor glæde annoncere, at der nu udloddes 10 millioner kroner i støtte til produktion af dokumentarfilm i Grønland.
Midlerne giver grønlandske filmskabere en historisk mulighed for at udvikle og realisere flere dokumentarfilm, der fortæller historier om vores samfund, kultur og fremtid – med en grønlandsk stemme.
“Det er en historisk mulighed for at styrke den grønlandske dokumentarbranche og give flere filmskabere mulighed for at fortælle de historier, der er vigtige for vores samfund, vores kultur og vores fremtid – fortalt med vores egen grønlandske stemme. Det betyder meget, at vi nu får mulighed for at løfte og synliggøre flere af de fortællinger, der kommer fra Grønland,” siger forpersonen for Grønlands Filminstitut – Malik Kleist.
Udlodningen markerer et vigtigt skridt i udviklingen af en stærkere og mere bæredygtig grønlandsk filmbranche. Samtidig håber Grønlands Filminstitut, at støtten kan blive begyndelsen på en større og mere langsigtet investering i grønlandsk film.
“Vi er meget taknemmelige for denne mulighed, og vi håber samtidig, at det kan være begyndelsen på en større og mere langsigtet investering i grønlandsk film. Vi har også et stort ønske om, at der fremover kan findes midler til at støtte udviklingen og produktionen af grønlandske spillefilm, så vi kan styrke hele filmbranchen.” Afslutter Malik Kleist.
De 10 millioner kroner er midler, som er blevet overført fra den danske finanslov. Siden overtagelsen har Grønlands Filminstitut arbejdet målrettet på at etablere rammerne for ordningen, herunder udarbejde retningslinjer, færdiggøre hjemmesiden og udvikle en ny ansøgningsportal.
“Den store opgave har været at overtage midlerne fra Danmark, udarbejde retningslinjerne, færdiggøre hjemmesiden og ikke mindst udvikle den tilhørende ansøgningsportal så hurtigt som muligt. Mange grønlandske dokumentarister har ventet på, at vi kunne åbne for ansøgninger til disse midler. Nu kan vi langt om længe åbne for ansøgningerne,” siger Filminstituttets leder, Inunnguaq Petrussen.
Med de nye midler åbner der nu for flere muligheder for grønlandske dokumentarister og producenter. Målet er at skabe bedre vilkår for udvikling og produktion af film, styrke lokale talenter og sikre, at flere grønlandske fortællinger kan nå ud til både et grønlandsk og internationalt publikum.
Der er også en ny ansøgningsmulighed til filmskabelse på trapperne, som annonceres i den kommende periode, når de nødvendige bekendtgørelser er trådt i kraft.
Ansøgningsperioden til støtteordningen er 24. august til 24. september 2026.
